New Zealand
Langt ude i Stillehavet – 1600 km østsydøst fra Australien ligger dette fantastiske land.
Det er et ungt land både geologisk og vinøst. Søfaren Abel Tasman var først til at opdage det i 1642, uden dog at gå i land. James Cook sejlede i 1769 rundt om de 2 øer der udgør landet, og erklærede det for Britisk. Handelsfolk fra Sydney (Aus) og missionere var de første til at bebo landet ud over de oprindelige maori folk.
Den engelske pastor Samuel Marsden plantede i 1819 på nordøen de første medbragte vinstokke. Det vides ikke om han lavede vin af dem. Første beskrevne vingård var i Waitangi i 1835. Deres vin blev solgt til udstationerede britiske tropper.
Indtil 1980erne har vinindustrien været noget omtumlet. Vinlusen (phylloxera) hærgede sidst i 1800 tallet, lige som i resten af verden. På samme tid begyndte en omfattende eksport og større produktion af de landbrugsprodukter som New Zealand var og er kendt for. Mejeriprodukter & kød kunne nu på frost og køl transporteres til ”styrelandet” England, som pga. udvandring, sygdomme og industrialisering havde mangle på disse vare. Derfor kom der aldrig ret meget fokus på vinfremstillingen. Desuden var de engelske immigranter mere til øl end vin. Forbruget af øl var mere en 8x så stort som vin. Og på det tidspunkt var der mere end 300 bryggerier i landet. En lille opblomstring i vinsalget skete under 2. verdenskrig hvor amerikanske troppe hævede forbruget markant. I 1957 undersøgte en af regeringen udvalgt kommission behovet for en støtte og ikke mindst udvikling af New Zealandsk vinindustri. På det tidspunkt blev der konsumeret 4 fl. Importeret vin, for hver 1 national produceret. Det blev et ”lille” starts skud til at komme i gang. Men men - den mest plantede druesort 10 år efter var en Amerikansk hybrid drue ved navnet ”Isabella (Albany Surprice). Den havde Franskmændene været snedige nok til at forbyde i 1934, omtrent på den tid deres stadig gældende kvalitetsprogram blev født. Så det blev først i 1970erne at kvalitets druer son Sauvignon Blanc, Pinot Noir & Chardonnay rigtig kom i gang. Det skyldes også at England, på det tidspunkt stadig New Zealands vigtigste eksportmarked for landbrugsprodukter kom med i EF (EU) og det begrænsede samhandlen, så der skulle tænkes nyt og kreativt. derefter gik det til gengæld så hurtig at allerede i 1983 blev der overproduceret, og det til trods for en ekstrem høj beskatning af importeret vin. I 1986 beordrede regeringen ¼ af alle stokke rykket op, dog mod betaling.
I hele denne tidsperiode havde de stakkels producenter også døjet med nogle håbløse regler for at komme til at sælge deres vine i deres eget land. Først i 1990 kunne man f. eks købe en fl. Vin i et supermarked, inden da lå salgs monopolet hos hotellerne og senere fik bestemte vinbutikker udstedt salgs licens.
I dag fremstår den New Zealandsk vinindustri som en moderne og dynamisk sektor, som dog ikke spiller den store rolle på kvantiteten, men deres meget høje niveau er en vigtig faktor. Der findes stort set ikke billige eller tarvelige vine derfra. Alt virker til at været produceret med omhu og interesse for kvalitet. Og det er jo ikke det værste startskud for en så ung industri. Om 15 år tror jeg at nogle af verdens bedste vine kommer fra New Zealand. Så har stokkene fået en tilpas alder, winemakerne mere erfaring med terroir, klima og druer. Spændende bliver det i hvert fald at følge og smage.
Som nævnt i indledningen er NZ et ungt geologisk land. Sydøen skyd op af havet for ca 12 mio år siden & Nordøen blev til efter vulkanudbrud for mellem 1 & 4 mio år siden. Vinområderne i det lange land, ligger mellem 37 & 45 breddegrad med en afstand på ca 1200 km. NZ var indtil 1850erne dækket af skov. Men gennem de næste 100 år blev en af verdens mest markante menneskeskabte landskabs ændringer gennemført. Kæmpe skovarealer blev ryddet og efterladt nøgne med græs. Da landet er meget kuperet, er erosion et problem. Men for vinfolket er der stort set frit spil for at plante hvor som helst.
Jordbunden varierer meget fra område til område. Begrebet ”Terrior” er ikke så udbredt. På NZ er det mere winemakeren man hylder, som skaberen af store vine. Derfor er den lokale interesse slet ikke på niveau med det man ser i Europa, og ej heller Amerika og Australien.
Vulkanske sedimenter, ler, kalk, sand og granit er de primære jordbunds typer, samt grus i kystnære områder
Man skulle tro at et så langstrakt land havde kæmpe variation i de klimatisk forhold – men nej. På nær det allersydligste område Otago, er det maritimt klima med moderat sommer temperatur på omkring 25 grader overalt, kølige nætter og en vinter hvor det sjældent fryser, da havet jo fylder en del mere end landet, og afgiver varme om vinteren. På nord øen giver hyppigt skydække en lavere temperatur en man ellers ville forvente når man kommer tættere på ækvator. Alle områder ligger tæt på havet, og det medvirker også til det stabile uden ekstreme udsving.
