Fontanel
Ægteparret Elodie og Matthieu Collet har siden 2017 ejet Domaine Fontanel, et vinhus med over 30 år på bagen. De overtog forretningen og produktionen fra Pierre Fontanel, der i 1989 startede Domaine Fontanel op sammen med sin hustru Marie-Claude. Pierre er den dag i dag stadig tilknyttet vinhuset som konsulent.
Domaine Fontanel har hjemme i Tautavel. Et område i Roussillon, hvor der er blevet dyrket vin siden 1864 på grund af områdets unikke terrior. De unikke forhold og den lange historie for vinproduktion var netop det, som tiltrak Elodie og Matthieu til området.
Elodie har tidligere arbejdet med smag og sensorik, bl.a. hos flere store champagnehuse. Hun står for vinifikationen og giver vinene elegante og fine udtryk. Matthieu har solid erfaring fra landbruget i Nordfrankrig. Han har fokus på arbejdet i markerne og hjælper til i vineriet.
De startede med at læse ønologi i Montpellier, men sprang fra, da de fik muligheden for at købe Fontanel. Her har de fundet deres helt egen vej, hvor et moderne tankesæt med fokus på natur og miljø er i første række. Med så lidt unaturlig indgriben i dyrkningsprocesserne som muligt og med et forbud mod sprøjtemidler. Siden 2018 årgangen har de været High Environmental Value certificeret.
Forandringer, der kan smages
Nye vinde blæser i Domaine Fontanel. Det er ikke kun tydeligt i produktionen, men også i smagen og i udvalget af vinene, som nu er mere runde, lette og frugtige og taler til et yngre publikum.
I sortimentet findes stadig kraftige rødvine produceret efter traditionel vinfremstilling med en lang aldring, men også lette hvidvine og rosévine, hvor det bedste resultat opnås med en kortere lagring.
Alle vinene dyrkes efter økologiske principper (ikke certificeret) og med et begrænset indhold af sulfitter.


